Om racen / About the breed

Oprindelse / Historie

Den Japanske Spids nedstammer fra gruppen af arktiske spidshunde, som har været kendt på den nordlige halvkugle flere tusinde år tilbage. Spidshundefamilien er en af de ældste og mest oprindelige af alle hundefamilier, hvor de forskellige arter kun har undergået få forandringer gennem tiden, både hvad angår udseende og karakteregenskaber.

Præcist hvilke hunde, der har dannet grundstammen til Japansk Spids, vides ikke med sikkerhed. Men det står fast, at renavlen af racen påbegyndtes i Japan i 1920’erne, og at der allerede før anden verdenskrig fandtes mange ensartede hunde af typen i hjemlandet. Krigen bevirkede en stærk tilbagegang for avlsarbejdet, men i 1953 var bestanden atter blevet så stor og stabil, at racen kunne godkendes nationalt i Japan, og i 1964 fulgte så anerkendelsen af Japansk Spids som selvstændig race i FCI, den internationale organisation for opdræt af racehunde.

I de følgende år bredte kendskabet til Japansk Spids sig efterhånden udenfor Japans grænser, og i begyndelsen af 1970’erne nåede den nye race også frem til de nordiske lande. Således blev de første Japanske Spidser i Danmark importeret hertil fra Sverige i 1979.

Racen er i de mellemliggende år langsomt blevet mere talrigt repræsenteret herhjemme samtidig med, at der med mellemrum importeres nye hunde fra udlandet for at tilføre det forholdsvis lille avlsmateriale nye blodlinjer og fortsat holde racen sund og fri for indavl.

Udseende

En Japansk Spids er en lille kompakt, firskåren hund med en overdådig, snehvid pels. Hovedet er kileformet med et tydeligt markeret stop, og øjnene er mørke, let skråtstillede og med sorte øjenrande. Næsen er lille, rund og dybsort, og læberne er ligeledes sorte. Kløerne ønskes også gerne mørke. Biddet er saksebid. Skulderhøjden er ifølge standarden 30-38 cm for hanner og lidt mindre for tæver. Højde/længdeforholdet bør være 10:11. Ørerne er små og tilspidsede, tætsiddende og opretstående. Halen – hundens særlige pryd – er besat med lange dækhår og bæres i en krølle op over ryggen. Poterne er små, runde og katteagtige. Bevægelserne er lette, elegante og glidende.

Pelsen står ud fra kroppen og består af 2 lag, inderst den tætte, fine underuld og yderst de lange dækhår. Der er en særlig kraftig pelskrave, ligesom benene har faner af lange hår.

Karakteregenskaber og temperament

En Japansk Spids er en fysisk og psykisk sund hund. Den er glad – lyser af livslyst og humør og elsker at være udendørs i al slags vejr, også i sne og frost. Den voksne hund fryser aldrig. Derimod er den, grundet sin tykke pels, hurtig til at søge skygge på varme sommerdage. Hunden er med sin lille størrelse moderat motionskrævende, men er i stand til at klare fysisk krævende udfordringer og er både udholdende, robust og hårdfør.

En typisk hund af racen fører sig med stolthed og naturlig værdighed, og den udstråler selvtillid og selvsikkerhed. Den Japanske Spids er meget kærlig og hengiven overfor sine mennesker, og den fjerner sig sjældent ret langt fra sin ejer på fremmede steder. Den kommer mennesker venligt og tillidsfuldt i møde, de kan dog være reserveret over for fremmede. En Japansk Spids er også i besiddelse af stor selvstændighed, og den lærer derfor sagtens at klare sig om dagen alene.

Temperamentet er roligt, og hunden virker psykisk afbalanceret – der er intet hidsigt eller iltert i dens måde at være på. Jagtinstinktet er nedtonet, hvorimod en Japansk Spids er en god vagthund. Den gør, hvis der er anledning til det og ellers moderat. Hundene er intelligente, lærenemme og lette at opdrage – glade for udfordringer, fx i form af agility eller lydighedsdressur. Går man til træning eller andet, hvor mange hunde og mennesker er sammen, opdager man et nyt element hos sin Japanske Spids, nemlig det sociale i dens væsen, idet den tydeligt trives ved samvær med andre hunde. Specielt når racefæller mødes, viser hundene deres store glæde over at være i flok.

Pelspleje

En Japansk Spids pels er for de fleste meget nem at holde. For nogle kan det være en god ide at foretage pelspleje eller soignering generelt stående på et fast bord, således at hvalpen vænnes til, at når den står her, er det ikke leg, men en rutine, der skal gennemføres. I starten skal det være et kort tidsrum, hvalpen står på bordet, som kan udvides i takt med hvalpens alder. Dette vil også gøre en udstilling på bord og et besøg ved dyrlægen nemmere.

Når hunden fælder, skifter den både underuld og dækpels. Pelsen løsner sig i totter. Den nye underuld skubber den gamle ud, så når man børster pelsen, kan det se ud af rigtig meget og kan give en ganske anselig mængde uld. Ulden kan spindes og forvandler sig under forarbejdning og senere brug til den lækrest tænkelige angora. Bare husk at pels skal opbevares i papirsposer, aldrig plast.

Hanhunde fælder to gange om året ved årstidsskift, dog mest om foråret. Tæverne skifter hele pelsen to gange om året. De fælder ca. en til to måneder, før de kommer i løbetid. Tæven fælder også rigtig meget i forbindelse med, at hun har hvalpe. Hun vil til sidst ikke se så pæn ud, men hun skal nok få sin fine pels igen i månederne efter hvalpene er flyttet. Hundene fælder første gang, når de er omkring et år, og der fælder de rigtig meget. De smider alt hvalpepelsen og fremstår tyndpelset og korthåret, men der kommer ny fin pels igen.

En voksen Japansk Spids skal børstes godt igennem en gang om ugen, og hver dag når den fælder. Husk at vænne hvalpen til at blive børstet fra starten, selv om det ikke er vigtigt for at holde pelsen, men når hunden er blevet voksen og har fået sin store pels, bliver det nødvendigt.

Dens pels er selvrensende. Bliver den beskidt, skal den tørre, så er den fin hvid igen. Det er fint at bade hunden 2-3 gange om året med hunde shampoo og balsam, men den kan nemt tåle at blive badet hver 6. uge, hvilket udstillingshunde ofte bliver. Børst hunden godt igennem inden badet. Husk at hunden kan være op til 10 timer om at tørre helt igennem, afhængigt af hvor meget pels den har. Den kan evt. føntørres tør. Bad ikke en hund, der fælder, med mindre det er nødvendigt. Pelsen filtrer nemt i den periode. Hunden børstes godt igennem igen, når den er tør.

Negle og poter

Hundens negle bør klippes ca. hver 6 uge, for at de holdes korte, og det undgås, at blodet løber med neglen ud, og det dermed bliver umuligt at klippe neglen kort nok, uden at det bløder. Sker det, at neglene er blevet for lange, så klip en lille smule af hver uge i længere tid, så vil blodet rykke med neglen tilbage, og langsomt vil du opnå at have klippet neglen helt kort igen.

De lange hår omkring trædepuderne klippe korte langs med trædepuderne, således at sne, mudder og des lige ikke sætter sig fast og irriterer.

Tænder

En Japansk Spids kan have tendens til tandsten, hvorfor det er vigtigt at lære din hvalp allerede fra en tidlig alder at få set på tænder og lære at få børstet dem. Brug kun en tandpasta beregnet til hunde, aldrig menneske-tandpasta.